Afslutning på banankonflikten

EU er verdens største importør af bananer, og kampen om det europæiske marked er benhård. Eksportører fra Afrika, Caribien og Latinamerika konkurrerer intenst om at få en bid af kagen. Europa-Parlamentet har netop godkendt en aftale, der gør det lettere for store multinationale selskaber at sælge latinamerikanske bananer på det europæiske marked.

Ifølge aftalen vil EU gradvist nedskære sin importtold på bananer fra Latinamerika ©BELGA
Ifølge aftalen vil EU gradvist nedskære sin importtold på bananer fra Latinamerika ©BELGA

Parlamentets udvalg om international handel godkendte den 17. januar bananaftalen fra december 2009 mellem EU og Brasilien, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Peru, Venezuela og USA.


Ifølge aftalen vil EU gradvist nedskære sin importtold på bananer fra Latinamerika fra

176 euro/ton til 114 euro/ton inden 2017. Med aftalen bilægges en konflikt ved

hjælp af en klausul om, at latinamerikanske bananeksportører vil frafalde alle klager mod EU inden

for WTO.


Hvis Parlamentet som helhed godkender aftalen vil det markere afslutningen på den 15 år lange banankonflikt.


Banankonflikten


I 1993 oprettede EU en importordning, der først og fremmest havde til formål at sikre, at små bananproducenter fra AVS- landene kunne sælge deres bananer til Europa til meget lave toldsatser. Til gengæld blev der indført strenge toldsatser for latinamerikanske bananer, der hovedsageligt produceres af store multinationale selskaber (f.eks. Dole og Chiquita).


Denne forskelsbehandling medførte, at de små og relativt ineffektive AVS- producenter kunne konkurrere med de store multinationale selskaber.


Mange latinamerikanske lande, som omfatter nogle af verdens største bananeksportører,

hævdede længe, at denne ordning på ulovlig vis diskriminerede til fordel for bananer fra

AVS-lande og krænkede WTO’s bestemmelser om kvantitative restriktioner.


Toldnedsættelsens betydning


Den nye bananaftale vil sandsynligvis medføre lavere priser for de europæiske forbrugere, da konkurrencen mellem AVS- landene og de latinamerikanske producenter vil blive intensiveret.


USA's multinationale selskaber vil få bedre adgang til det europæiske marked, mens bananproducenterne i Europa og AVS- landene sandsynligvis vil se deres markedsandele skrumpe ind.


Udover regulær EU- bistand vil de vigtigste bananeksporterende AVS-lande modtage op til 200 mio. euro fra EU’s budget, som skal hjælpe dem med tilpasningen til den nye toldsats. MEP´erne mener desuden, at europæiske bananproducenter skal støttes økonomisk i forbindelse med den stigende konkurrence, som toldnedsættelsen vil medføre.


Medlemmerne af GUE/NGL- gruppen og Greens/EFA- gruppen stemte imod aftalen. Begge grupper mener, at aftalen vil favorisere de store amerikanske multinationale bananselskaber på bekostning af de små producenter.


Aftalen blev godkendt med 18 stemmer for og 5 imod.